Dansk Stalking Center søger studentermedhjælper til frivilligkoordinering

Brænder du for frivillighed og for at gøre en forskel? Er du en god organisator, der tager fat og følger opgaverne til dørs med stor selvstændighed? Så er det måske noget for dig at blive studentermedhjælper hos os.

 

Som Dansk Stalking Centers nye studentermedhjælper vil du få en unik mulighed for at bidrage til en organisation i rivende udvikling. Du vil være med til at understøtte indsatsen for de op mod 100.000 mennesker, der hvert år udsættes for stalking.

 

Som studentermedhjælper vil din primære opgave være at bidrage til koordineringen og driften af centerets telefonrådgivning, der varetages af 45 frivillige. Din opgave vil være at understøtte centerets Frivilligkonsulents arbejde med at rekruttere, motivere og fastholde centerets frivillige. Herudover består arbejdet af sikre den daglige drift i form af vagtplanlægning, afholdelse af arrangementer og diverse administrative opgaver. 

 

I en lille organisation som vores er der ikke langt fra tanke til handling, og du vil derfor også kunne præge dine egne arbejdsopgaver – alt efter kompetencer og interesse. Du vil blive en del af centerets Videnscenter, der varetager alt fra metode- og projektudvikling til lobbyarbejde og kommunikationsopgaver – og vi ser gerne, at du også har lyst til at bidrage til disse arbejdsopgaver.

 

Vi tilbyder:

  • En udfordrende stilling, hvor du i høj grad kan være med til at præge arbejdet
  • Spændende og alsidige opgaver i samarbejde med et tværfagligt team med høj faglighed
  • Et godt kollegialt miljø med en uhøjtidelig omgangstone
  • Erfaring med frivillig- og projektledelse
  • Indblik i og erfaring med voldsområdet og arbejdet i en NGO

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet være:

  • At bidrage til koordineringen af den frivillige telefonrådgivning i tæt samarbejde med centerets Frivilligkonsulent.
  • At håndtere forskelligartede opgaver i forbindelse med videnscenterets arbejde samt administrative opgaver
  • At varetage en række ad hoc-opgaver med henblik på at sikre driften i centret

Vi forventer, at du:

  • Er studerende på en videregående uddannelse fx statskundskab, sociologi, socialt arbejde eller lignende.
  • Har erfaring med frivilligt arbejde – og meget gerne med frivilligledelse.
  • Har gode it-kompetencer og er god til at sætte dig ind i nye systemer
  • Arbejder selvstændigt og bidrager med nye idéer.
  • Er struktureret og ikke bange for at tage fat i en travl hverdag.
  • Er fleksibel og engageret og kan lide at blive udfordret.
  • Er organiseret og kan bevare overblikket – særligt når der bliver rigtig travlt.

Praktisk:

Stillingen vil være på 15 timer ugentligt og arbejdstiden kan vi tilrettelægge i samarbejde. 

Din arbejdsplads vil være: Vestergade 12, København K.

Opstart hurtigst muligt. Stillingen er i første omgang tidsbegrænset til 1. juli 2022 med mulighed for forlængelse.
Send din motiverede ansøgning samt CV til job@danskstalkingcenter.dk

Ansøgningsfrist 8. oktober og samtaler forventes afholdt i uge 41.

Spørgsmål til stillingen kan rettes til Videns- og Frivilligkonsulent Karoline Juhler From på 28 56 22 14.

 

Om Dansk Stalking Center

Dansk Stalking Center er en selvstændig og uafhængig interesseorganisation, der har til formål at hjælpe alle, som er berørt af stalking. Konkret er det organisationens mål at forebygge og stoppe stalking, at oplyse om stalking, samt at bedrive fortalervirksomhed og derved arbejde for at forbedre vilkårene på stalkingområdet. Dansk Stalking Center består af et Videnscenter og et Interventionscenter og har 18 medarbejdere ansat. 

 

Dansk Stalking Centret er nordens eneste center, der arbejder specialiseret med stalking. Hvert år modtager centeret telefonrådgivning omkring 1.600 opkald fra personer berørt af stalking. Derudover hjælper centeret omkring 350 stalkingudsatte, udøvere og pårørende i form af samtale- og rådgivningsforløb i centrets specialiserede intervention.