Genakkreditering 2026

NY AKKREDITERING, SAMME HØJE STANDARD ♥️✨

Dansk Stalking Centers anonyme telefonrådgivning er blevet genakkrediteret af RådgivningDanmark for perioden 2026–2030.

 

Genakkrediteringen er en væsentlig anerkendelse af, at rådgivningen fortsat lever op til høje standarder for kvalitet, faglighed og ansvarlighed. Akkrediteringsprocessen indebærer en grundig gennemgang af både metoder, kompetencer og organisatoriske rammer, og resultatet bekræfter, at Dansk Stalking Center leverer en indsats, der er både professionel og systematisk.

 

Telefonrådgivningen spiller en central rolle i centerets arbejde og er ofte det første sted, stalkingudsatte, pårørende og fagpersoner henvender sig. Her mødes de med anonym, tryg og specialiseret rådgivning fra frivillige rådgivere med viden om stalking og dets konsekvenser.

 

Akkrediteringen dækker perioden frem til 2030 og understreger samtidig Dansk Stalking Centers fortsatte fokus på udvikling og kvalitetssikring. Centeret arbejder løbende med at styrke rådgivningen gennem faglig opkvalificering, evaluering af indsatsen og tilpasning til nye behov og udfordringer på området.

 

Målet er klart: at sikre, at alle, der er berørt af stalking, får adgang til relevant, kvalificeret og omsorgsfuld støtte.

“Jeg er virkelig glad for, at vi i Dansk Stalking Center har opnået gen akkreditering.Det arbejde de frivillige i centret udfører er altafgørende for at den stalkingudsatte føler sig set, hørt og forstået. Derfor vil jeg også gerne benytte lejligheden til at hylde og takke alle frivillige i Dansk stalking Center – er du vimmer mand I gør det godt. TAK”


– Direktør, Rikke Nue Møller