Lise Linn Larsen har besluttet at fratræde sin stilling som Direktør i Dansk Stalking Center

 

Om beslutningen siger Forperson i bestyrelsen, Rya Lene Terney, på bestyrelsens vegne: 

”Lise stiftede Dansk Anti-Stalking Forening i 2010, som med økonomisk støtte fra Oak Foundation blev til Dansk Stalking Center i 2015. Siden har vi været heldige at have Lise som direktør. Lise har i høj grad været ildsjælen i centrets midte og har med sit personlige engagement og sin dybe faglighed haft stor betydning for forståelsen af stalking og de mange negative konsekvenser, der følger med. Lise har kæmpet for at sikre stalkingudsatte bedre hjælp og beskyttelse og for at styrke samarbejdet omkring de udsatte på tværs af politi og kommuner. Kronen på værket kom i 2022, hvor stalking blev kriminaliseret ved lov. Overalt er hun meget respekteret og har fået sat stalking på landkortet, også i en bredere samfundsmæssig kontekst.” 

 

”Med Lise i spidsen er Dansk Stalking Center gået fra at være en lille forening båret af et personligt engagement til en professionel organisation med to afdelinger og mere end 20 medarbejdere med fast finanslovsbevilling og en velfungerende rådgivning til både udsatte og udøvere af stalking, hvor det er naturligt hele tiden både at videreudvikle metoder og at synliggøre faktuel viden om stalking, men også mere personlige beretninger om at være stalkingudsat. Disse forandringer har krævet vedholdenhed fra Lises side og det er vi i bestyrelsen hende dybt taknemmelige for. Derfor forlader Lise et velanset center, en velfungerende organisation og en god arbejdsplads. Tusind tak til Lise for den kæmpestore indsats.”

 

Når Lise Linn Larsen fratræder ved udgangen af marts, bliver det efter 8 år på posten som direktør. 

 

Lise siger selv om sit farvel:

Jeg er dybt taknemmelig for den store tillid og opbakning, jeg har modtaget fra bestyrelsen og fra fagfæller, fonde og politiske netværk, til at få skabt et Dansk Stalking Center, som arbejder helhedsorienteret og forebyggende – og ikke kun hjælper stalkingudsatte, men som også rækker ud til udøveren og til hele det omkringliggende sociale og faglige netværk.

Jeg er taknemmelig for de 8 år, jeg har fået lov at stå i spidsen for Dansk Stalking Center, og jeg er stolt over det fantastiske samarbejde, vi har fået med politiet, ikke mindst igennem de projekter, vi har haft med politikredse og kommuner – alt sammen til gavn for de udsatte.

Jeg er stolt over at have arbejdet med så dygtige medarbejdere og helt fantastiske frivillige. Sammen har vi skabt en anerkendt organisation både nationalt og internationalt. Vi har hjulpet tusindvis af udsatte, vi har skabt ny viden, vi har sikret stalkingudsattes juridiske rettigheder, vi har fået kriminaliseret stalking ved lov og vi har fået cementeret Dansk Stalking Center som en meget relevant og nødvendig organisation for alle, der kommer i berøring med stalking – nu og i fremtiden. Tak til alle jeg har mødt på min vej – det er med ro og tillid, jeg nu giver stafetten videre til nye og gode kræfter.”

 

Der vil senere blive afholdt en afskedsreception for Lise i vores lokaler på Emdrupvej.

 

Lise fratræder sin stilling med udgangen af marts 2023.

 

Stillingsopslaget for en ny direktør bliver udsendt snarest og indtil denne er udnævnt, er Rikke Nue Møller konstitueret som direktør. Rikke var indtil konstitutionen ansat som Leder for Interventionen i centret.