Åbningstider
Mandag 12-15 & 17-20
Tirsdag 12-15
Onsdag 12-15 & 17-20
Torsdag 12-15 & 17-20
Fredag 12-15
Er du berørt af stalking?
Dansk Stalking Centers tilbyder gratis hjælp og rådgivning til alle personer, der er berørte af stalking, herunder stalkingudsatte, deres børn samt pårørende. Henvendelse til telefonrådgivningen kan gøres anonymt.
Telefonrådgivningen varetages af dedikerede frivillige rådgivere, der alle har en relevant faglig baggrund og som løbende gennemgår supervision, faglig kvalificering og uddannelse.
Er der udover telefonrådgivningen brug for yderligere hjælp og rådgivning, vil rådgiveren viderehenvise til centrets øvrige tilbud.
Se mere herom nedenfor.
Telefonrådgivningen kan omhandle:
- Afklaring af om man er udsat for stalking
- Strategier for afskærmning af stalking
- Indsamling af beviser
- Kontakt til politi
- Hvordan taler man med sin arbejdsplads om stalking
- Håndtering af digital stalking
- Hvordan håndterer man magtesløshed
OBS Er du i akut fare skal du kontakte politiet på 112
Telefonrådgivning
Specialiseret hjælp
Socialrådgivning
Psykologbehandling
Juridisk rådgivning
Gruppeforløb
IT-rådgivning
Faglig sparring
Om specialiseret hjælp
Udover telefonrådgivningen rummer Dansk Stalking Center en række specialiserede tilbud. Disse tilbud varetages af en gruppe fagprofessionelle med særlig viden og erfaring i forhold til stalking. Henvisning hertil sker på baggrund af en samtale i telefonrådgivningen. Er man tilknyttet den specialiserede hjælp vil man have en fast kontaktperson. Dansk Stalking Center er en NGO, der er organiseret som en forening med støttemedlemmer, og med en frivillig bestyrelse. Centret er derfor ikke en myndighedsudøvende organisation og varetager udelukkende hjælp og rådgivning.
Socialrådgivning/generel rådgivning
Helhedsorienteret støtte og rådgivning i forhold til sikkerhedsforanstaltninger, indsamling af dokumentation, kontakt til sagsbehandler, samt rådgivning i forhold til fx beskæftigelse. Rådgivningen foregår primært over telefon og vil tage afsæt i en indledende afdækkende samtale.
Psykologbehandling
Individuelt tilrettelagt samtaleforløb, der fokuserer på at stabilisere og bearbejde psykiske konsekvenser relateret til stalkingen. Behandling tilbydes til udsatte, pårørende (herunder også børn) samt udøvere, der ønsker at stoppe med at stalke. Forløbene afvikles primært ved fysiske samtaler. Vær opmærksom på, at man som udøver kan rette henvendelse til en særlig telefonlinje.
Juridisk rådgivning
Rådgivning omhandler juridiske aspekter i forhold til den gældende lovgivning, herunder tilholdslov, straffelov mm. Råd og vejledning om indsamling af dokumentation, kontakt til politi, ansøgning om aktindsigt mm. Rådgivningen foregår primært over telefon.
Gruppeforløb
Deltagelse i gruppeforløb kan ske efter forudgået visitation. I grupper af 6-8 deltagere afvikles forløb med fokus på fx psykisk påvirkning, egenomsorg, erfaringsudveksling mm. Et gruppeforløb indebærer typisk 6 mødegange á 3 timer hver 14. dag. Grupperne udbydes på nuværende tidspunkt i København og Aarhus og igangsættes ca. 3 gange årligt.
IT-rådgivning
It-rådgivningen omhandler alle former for digital stalking, digitale krænkelser og udfordringer relateret hertil. Fx rådgivning omhandlende teknisk opsætning, gennemgang af enheder mm. Rådgivningen foregår primært over telefon, hvor man detaljeret guides og instrueres.
Faglig sparring
Tilbud om faglig sparring til fagpersoner, der i forbindelse med deres arbejde kommer i berøring med stalking. Det kan fx være sagsbehandlere i en kommune eller ved politi, sundhedspersonale, rådgivere mm. Vær opmærksom på, at man som fagperson kan rette henvendelse direkte til sekretariatet.
Se film om telefonrådgivningen
Se film om centerets øvrige tilbud
Andre rådgivningstilbud
Lev uden vold – National hotline for vold i nære relationer
Mandecentret – personlig rådgivning til mænd
Dialog mod vold – specialiseret behandlingstilbud til voldsramte familier
Danner – rådgivning til voldsudsatte
Livslinien – rådgivning om krise og selvmordstanker