IT-rådgivning skaber værdi udover centrets rammer
Det er en af hovedkonklusionerne i evalueringsrapporten af vores indsats Intervention Mod Digital Stalking. Rapporten viser, at indsatsen opfylder et stort behov for specialiseret viden og rådgivning og skaber tryghed for brugerne
I Dansk Stalking Center oplever vi, at næsten alle vores brugere har været udsat for en eller anden form for digital stalking – det kan være beskeder, overvågning, opslag på sociale medier eller identitetsmisbrug. Det er ikke mærkeligt, for i dag foregår meget af vores liv online. Men det betyder, at det kan være meget invaderende, når stalkingen foregår her.
Med de mange teknologiske muligheder, der findes i dag, er det muligt at stalke over afstande og 24/7. Det kan gøre det svært at opdage, afskærme og dokumentere stalkingen. Derfor har vi med støtte fra Offerfonden afviklet projektet Intervention Mod Digital Stalking (IMDS), hvor vi har udviklet og implementeret en specialiseret IT-rådgivning. Projektet startede i 2022 og slutter med udgangen af august og vi har netop modtaget den eksterne evaluering af det fra Social Respons.
Formålet med IMDS har været at tilføje specialiserede kompetencer til vores eksisterende rådgivnings- og behandlingstilbud. Indsatsen har bestået af specialiseret rådgivning indenfor det digitale, men har også haft fokus på at indsamle og formidle viden om digital stalking og indgå samarbejder med relevante aktører.
Tryghedsskabende effekt
Der er ingen tvivl om, at rådgivningstilbuddet udfylder et behov for særlige færdigheder. Til Social Respons fortæller en bruger for eksempel: ”Jeg er jo en komplet novice inden for det med IT. Jeg aner jo ikke noget om IP-adresser og hvordan man kan tjekke alt sådan noget”. Og brugeren er ikke alene, for i projektperioden har 21% af vores brugere modtaget IT-rådgivning.
Gennem den specialiserede IT-rådgivning har brugerne helt konkret kunnet få hjælp med at gennemgå deres digitale devices og med hvordan de kan afskærme sig gennem forskellige sikkerhedstiltag. Derudover har rådgiveren kunnet hjælpe med at dokumentere, strukturere og kronologisere bevismateriale til brug for politiet.
Men IT-rådgiveren har til tider også hjulpet ved at kunne afkræfte, at brugerne bliver overvåget, hvilket har vist sig også at have en markant tryghedsskabende effekt.
Den positive effekt afspejler sig i evalueringen, hvor 95% af brugerne i IT-rådgivningen vurderer, at rådgivningen har ændret deres oplevelse af at kunne føle sig tryg i brugen af digitale enheder. Noget, der er helt afgørende for, at de kan begynde at bearbejde de fysiske og psykiske konsekvenser af stalkingen og komme tilbage til en normal tilværelse.
En vital brik i det samlede tilbud
Digital stalking har store konsekvenser. Faktisk viser internationale studier, at konsekvenserne af stalking, der udelukkende foregår digitalt, er sammenlignelige med andre traumatiske oplevelser som fysisk vold, seksuelle overgreb og overfald. Derfor giver det ifølge direktør, Rikke Nue Møller, også rigtig god mening at kunne fortsætte med at tilbyde IT-rådgivning som en del af vores samlede rådgivnings- og behandlingstilbud:
”Evalueringen af vores specialiserede IT-rådgivning kommer jo frem til det, som vi i centret allerede vidste: At tilbuddet gør en kæmpe forskel for vores brugere. Derudover oplever vi, at andre organisationer, politiet og krisecentre også har stor glæde af indsatsen. Det er derfor vigtigt for os at sikre, at vi kan blive ved med at tilbyde specialiseret IT-rådgivning på det høje niveau, vi gør nu – vi kan simpelthen ikke være andet bekendt overfor de udsatte”, fortæller Rikke Nue Møller.
"Det er vigtigt for os at sikre, at vi kan blive ved med at tilbyde specialiseret IT-rådgivning på det høje niveau, vi gør nu - vi kan simpelthen ikke være andet bekendt over for de udsatte"
Rikke Nue Møller, direktør