Bestyrelsen forstærker sig med to nye medlemmer

Vi er i Dansk Stalking Center rigtig glade for at kunne byde velkommen i bestyrelsen til to nye stærke profiler i skikkelse af Marianne With Bindslev og Søren Bo Andersen. Der er ingen tvivl om, at de med deres solide erfaring og kompetencer indenfor hvert deres felt kan bidrage med højkvalificeret viden i det fremtidige arbejde og vi ser derfor meget frem til samarbejdet.

 

Marianne With Bindslev er drevet af at skabe sociale forandringer for mennesker i udsathed og har i mere end 15 år arbejdet i krydsfeltet mellem menneskers levede erfaringer, viden, politik og strategisk kommunikation på det sociale område. Per 1. september blev hun associeret partner i kommunikationsbureauet White Cloud og var før det ansat som Kommunikationschef i Hjem til Alle og Chef for public affairs i Bikubenfonden. 

 

Om at træde ind i bestyrelsen siger Marianne:

“Dansk Stalking Center har i det seneste år opnået store milepæle i forhold til at skabe opmærksomhed omkring stalking og sikre hjælp og støtte til stalkingudsatte. Jeg ser frem til at bidrage til Dansk Stalking Centers fortsatte rejse mod at forbedre vilkårene på stalkingområdet til gavn for mennesker og samfund.” 

 

Søren Bo Andersen er tidligere forskningschef ved Videncentret i Veterancentret, hvor han havde en markant karriere. Han erhvervede sin ph.d. i psykologi fra Portsmouth University i England i 2004, hvor han specialiserede sig i elektroencefalografi (EEG-målinger) og personlighed. Som forskningschef koordinerede han centrets omfattende forskningsaktiviteter, blandt andet inden for krigstraumer og behandlingen heraf.

 

Efter sin tid ved Veterancentret valgte Søren at skifte fokus og gik over til den private sektor. Han er i dag direktør for Imaging Future ApS – et firma, der specialiserer sig i EEG i relation til udredning og behandling af kognitive og emotionelle udfordringer, f.eks. ADHD hos børn og voksne. Hans nuværende rolle vil derfor også give Dansk Stalking Center adgang til banebrydende metoder inden for psykologisk vurdering og behandling.

 

Søren udtaler om sin baggrund for at træde ind i bestyrelsen:

“Min beslutning om at træde ind i bestyrelsen for Dansk Stalking Center er motiveret af en dyb interesse for at udnytte min ekspertise inden for traumeforskning til at hjælpe dem, der er berørt af stalking. Stalking er ikke blot en krænkelse af privatlivet; det er en form for psykologisk traume, der kan have alvorlige, langvarige konsekvenser. Min forhåbning er, at jeg kan bidrage med indsigt i, hvordan vi mere effektivt kan støtte stalkingofre gennem forskning og evidensbaseret praksis.”